Hvid bryllupskage til Maria
Jubii 🙂 Så har jeg endelig fået prøvet at lave en bryllupskage.
En af mine tidligere studiekammerater Maria blev gift i går. Jeg var så heldig at hun spurgte om jeg havde lyst til at lave hendes bryllupskage. Og da jeg ikke har prøvet at lave en bryllupskage før og gerne ville prøve det, sagde jeg ja.
Maria blev borgerlig viet på bådfarten på Furesø, hvilket jeg syntes lyder super romantisk. Jeg håber vejrguderne var med dem, for der faldt da lidt dråber her hos mig i går eftermiddags. Festen skulle efterfølgende holdes i Jonstrup, hvor de skulle have kagen senere. Jeg fik helt frie tøjler til hvordan kagen skulle være. Men da det jo var Maria og hendes kommende mands store dag, var det vigtig for mig at spore mig lidt ind på hvad de havde af tanker eller ønsker. Efter lidt skriveri, og forskellige forslag fik jeg lokket lidt info ud af hende. De syntes det kunne være lækkert med en nøddebund med noget bær/mousse og som hun skrev “så er jeg jo en chokopige”
Ønsker om udseendet havde de ikke. Tema eller farvetema, var heller ikke eksisterende. Så der havde jeg frie hænder. Der var dog 1 ting hun slog fast “Vi er ikke til det pusse-nusset” og hjerter og blonder blev frabedt. Først tænkte jeg det kunne være sjovt at lave en båd relateret til de skulle vies på bådfarten, men så igen. Man bliver kun gift 1 gang i livet (forhåbentlig), så en rigtig bryllupskage skulle det være. Jeg ville gerne holde det enkelt og stilrent, da det i min optik udgør en smuk bryllupskage. Derfor faldt valget på en hvid i hvid bryllupskage med over 500 små blomster. Bort , initialer og blomster blev dog dustet med lidt perlemor, for at give kagen lidt spild når lyset faldt på den.
Bryllupskagen var til 50 personer, så der blev bagt nøddebunde og klassiske lagkagebunde i størrelserne 25×25, 20×20, 15×15 samt 10×10 cm. Kagens rækkefølge var: nøddebund, hindbærmousse, med friske hindbær, lagkagebund, chokoladeganache og en lagkagebund på toppen igen.
Bryllupskagen blev smurt op med både chokolade smørcreme også kaldet UCF og alm. smørcreme tilsat citron for friskhedens skyld. Slutteligt blev kage overtrukket med Mollys lækre fondant.
Min mand hjalp med at samle bryllupskagen, og så var det bare at gå i gang med at duste de over 500 små blomster med perlemor og begynde at lime dem på kagen. Sikke et arbejde, det tog lidt længere tid end forventet, at få limet alle de små blomster på kagen. Men færdig blev kagen og vi fik den leveret til tiden 🙂
Slutteligt vil jeg gerne fortælle hvor glad og stolt jeg blev da bruden sendte mig en besked i nat med ordlyden “Hej Camilla, tusind tak for den flotteste og super velsmagende kage!!!! Er virkelig taknemlig og lige i vores ånd!!!!! Tusind tak!! Knus”
Og igen i morges “Vi havde den mest vidunderlige dag, hvor alt gik lige efter bogen, men det gik bare alt for hurtigt! Utroligt hvor godt du har ramt den – vi havde hvide roser på bordet og kørte egentlig mest et Hvidt tema, så det var så fint!” 🙂
3 kommentarer
Sikke en flot kage! Jeg har to spørgsmål:) Hvordan har du lavet blomsterne og hvordan klistrer du dem fast? På forhånd tak:)
Hej signe
Tusind tak 🙂
Beklager mit alt for sene svar.
Blomsterne har jeg lavet med de små udstikkerene fra “Wilton 26 Piece Gum Paste Flower Cutter Set”.
Først prøvede jeg at lime blomsterne på med vand, derefter med spiseligt lim, til sidst lavede jeg Royal Icing (flormelis og æggehvide) og det ville blomsterne sidde fast med. Men endelig ikke for meget, for så glider blomsterne ned af kagen.
Håber det var svar nok:
Mvh Camilla
[…] Her har jeg brugt Hindbærmouse, med et lag af frisk hindbær. For at være sikker på de friske bær ikke kom i kontakt med min fondant, lavede jeg en ydre kant af smørcreme, som jeg også smurte kagen op med efterfølgende. Dette er fra min hvide bryllupskage. […]