I går var jeg til pigefrokost med en håndfuld dejlige kvinder, hvor jeg skulle medbringe desserten.
Da fryseren bugner af stikkelsbær, var det igen dette lækre bær valget faldt på.
Stikkelsbær lagkagen bestod af klassiske lagkagebunde, med stikkelsbærmousse, overtrukket med chokolade smørcreme og pyntet med bronzestøv fra Mill & Mortar. Bronzestøvet malede jeg på med en pensel, efter at smørcremen var stivnet.
Til sidst pyntede jeg stikkelsbær lagkagen med en enkelt sort blomst. Optimalt, havde blomsten ligget til tørre i 24 timer, men da jeg først besluttede hvad jeg ville pynte kagen med 2-3 timer før jeg skulle ankomme til frokosten, blev blomsten lavet i hast og nåede ikke at tørre op. Dette resulterede i at den faldt hurtigt sammen og bladene kryllede lidt for meget, da jeg puttede den på kagen lige før servering. Men det var der heldigvis ingen der så, udover mig selv.
Stikkelsbær lagkage
Når jeg skal lave sådan en lagkage her, plejer jeg at starte 2 dage før med at bage lagkagebundene og lav bær-massen med husblassen og sætte den på køl.
1 dag før laver jeg bærmoussen, deler kagen op i lagkagebunde og samler lagkagen i en kagering beklædt med plastfolie på indersiden. Når lagkagen har sat sig efter 3-4 timer, begynder jeg at smøre kagen op med smørcreme i et tyndt lag for at samle alle krummer og forsegle bærrene bedst muligt. Så sættes kagen på køl i ca. 1 time til smørcremen er blevet fast, hvorefter jeg smører kagen op igen og sørger for at alt nu er forseglet, så der ikke ses krummer eller bær der stikker ud.
På selve dagen overtrækker jeg kagen, hvis der skal fondant eller marcipan på. Eller pynter kagen og bruger smørcremen som base. Det er dog mest når jeg bruger ganache at jeg ikke overtrækker kagen med fondant. Men hvis jeg ønsker lidt rustik udseende som på denne, så maler eller pynter jeg bare direkte på smørcremen.
Stikkelsbærmousse
Passer til 2 lag i en 20 cm rund form
- ca. 500 g stikkelsbær
- 2 spsk. sukker
- 5 blade husblas
- 1/2 liter fløde
- evt. 1-2 spsk. flormelis
Sådan gør du
- Læg husblas i blød i ca. 10 min.
- Stikkelsbær og sukker koges ca. 5-10 min, til nogle af bærrene begynder at briste.
- Tag af varmen og tilsæt den udblødte husblas en af gangen til den varme stikkelsbærmasse.
- Hæld stikkelsbærmassen i en beholder og sæt i køleskab til det bliver koldt
- Piske flødeskummet, uden den bliver alt alt for fast og vend bærrene i. Tilsmag med flormelis, alt efter hvor sød/syrlig du ønsker stikkelsbær moussen skal være.
- Så er stikkelsbærmoussen klar til at puttes i kagen.
Chokolade smørcreme
Passer til opsmøring af 20 cm rund lagkage ca. 8-10 cm høj
- 250 g smør
- 300 g flormelis
- 100 g chokolade
- 1-2 spsk kakao
Sådan gør du
- Smør og flormelis røres blødt i ca. 10 min.
- Imens smeltes chokoladen i vandbad eller microbølgeovn.
- Tilsæt den smeltede chokolade til smørcremen og fortsæt med at røre.
- Smag smørcremen til med kakao, alt efter hvor kraftig smagen skal være.
- Der efter er den klar til at smøre kagen op med.
3 kommentarer
Hej Nanna
Tak skal du have 🙂
Da stikkelsbærene alligevel skal koges sammen med sukkeret, kan du sagtens bruge dem direkte fra frost.
Hvis du er bange for der er for meget væske, så kog dem 10 min. i stedet for 5 min. Der er en del husblads i, så det burde ikke være et problem. Har selv haft brugt frosne bær, uden problemer.
God bagelyst.
Mvh Camilla
Sikke en fin kage 🙂
Hvis man bruger frosne stikkelsbær, tænker du så de skal tø op først for at undgå meget væske?
[…] denne sommer. Indtil videre har jeg fået eksperimenteret med stikkelsbær saft i 2 variationer, stikkelsbær lagkage samt denne frugttærte som stammer tilbage fra min barndom. Og så en del poser til fryserne, for […]