Forfriskende ribssorbet med lækre ribs fra haven – Whats not to like.
Vi har nogle dejlige ribsbuske i haven, og jeg elsker ribs og stikkelsbær, da det minder mig om min barndom. Så en anden ting jeg prøvede at lave med mine ribs fra haven er denne ribssorbet som jeg fandt hos grydeskeen.
Ribssorbet
Ca. 1 liter
Dette skal du skal bruge
- 300 g ribs uden stilk
- 1,5 dl vand
- 100 g rørsukker
- 25 g glukosesirup
- 1 past. æggehvide
Sådan gør du
- Sæt en kasserolle over med vandet og sukker, og sæt det på lavt blus, så det tager lang tid om at komme op at koge. Så bliver sukkeret opløst før gryden koger. Imens kan du ordne ribsene.
- Blend ribsene, og tag evt. en stålsi og si kernerne fra. Jeg foretrækker is uden kerner, så jeg sier dem fra. Stilles på køl.
- Når sukkervandet koger, så lad det simre i 5 minutter, og sluk det så, og rør glukosesirupen i, og køl det ned. Da jeg ikke havde så meget tid, puttede jeg det i fryseren i knap 10 min, så var det koldt og klar til brug.
- Bland den kolde sirup med ribsen, og hæld det i en ismaskine og start den.
- Et par minutter før isen er færdig piskes æggehviden stiv, og blandes forsigtigt i isen imens den kører på maskinen. Når det er helt blandet sammen, tages isen op i beholdere, og stilles i fryseren til det skal bruges. Alternativt så stop is maskinen og vend forsigtigt hviden i, for at bevare så meget luft som muligt.
Hvis din ribssorbet skal fryses i isforme, så husk at lav isen dagen før, ellers når den ikke ikke at sætte sig nok, til at kunne tages ud af formen (taler af erfaring).
I dag spiste vi resterne fra weekendens dessert. Det blev til ribssorbet sammen med et stykke Blondie med ribs, af Maja Vase. Desværre faldt ribsene til bunds i kagen da jeg bagte den, selvom jeg stak ribsene forsigtigt i. Der er vist noget med man kan vende ting i mel, så de ikke falder til bunds, så det må prøves næste ribssæson.