Ischokolade, icecubes, icekonfekt, kært barn har mange navne. Og denne tyske icekonfekt bringer søde barndomsminder frem hos mig. De er super nemme at lave og kan laves i både en sund og mindre sund udgave, alt efter hvor høj chokolade procent du vælger at bruge.
Jeg valgte at lave en “voksen” udgave der ikke er ultra sød og til den sunde side, hvorfor jeg valgte en chokolade over 80%.
Og så lavede jeg den usunde udgave, som smager helt vildt af Bounty. Bryder du dig ikke om kokossmagen i chokoladen, bruger du bare en kokosolie uden smag.
Min kære nervø, havde ingen bund med Bounty udgaven, da jeg havde dem med 2. juledag. Jamen, de smager jo godt, var hans svar når der blev sagt “dette er altså den sidste” 😉
Ischokolade
Den sunde
- 100 g chokolade, mindst over 80% eller evt. sukkerfrit
- 50 g kokosolie uden smag
Den mindre sunde 😉
- 100 g Valrhona Caramelia chokolade
- 30-50 g kokosolie
- Smelt chokoladen over vandbad, tilsæt derefter kokosolien til den smelter og bland sammen.
- Fyld massen i en sprøjtepose og klip et lille hul.
- Fyld i små konfektforme og sæt på køl.
- Opbevares på køl.
- Server også gerne direkte fra køl, da de hurtigt begynder at smelte i hånden og ikke i munden, hvis de står ude for lang tid.
Tip
Alt efter smag, kan der tilsættes et par dråber lakrids, karamel, pebermynte ekstrakt eller andet. Prøv også at variere kokosolien med og uden smag, til du finder den version der smager bedst hjemme hos dig. For er du til chokolade, garanterer jeg disse ischokolader bliver spist hurtigt.
2 kommentarer
[…] du vil lave den ekstra lækker, kan du lave en topping af denne Ischokolade og fordele oven på den kolde kage. For ekstra, ekstra lækkerhed, kan du slutte af med at drysse […]
[…] med konfekten til familie julefrokosten. Cathrine sørgede for at lave P-tærter. Jeg lavede Ischokolade, karamelliseret blondie samt denne chokolade og nougat konfekt. Ud fra min mands mavepine aften […]