Ballet cupcakes – tutu’er og tåspidssko

 

Ballet cupcakes 
– tutu’er og tåspidssko

Ballet cupcakes skulle der til, da Cathrine havde sidste træningsdag hos Bech ballet akademi i sidste uge. Efter sommerferien, skal hun nemlig på Oure efterskole og kan derfor ikke træne hos Jennifer næste sæson. Hvilket er ærgerligt, da Jennifer er den sødeste og sjoveste underviser hun p.t. har haft ifølge min datter.

Selvom hun efterhånden er blevet en “stor” pige, var det alligevel ok med de lidt nuttede tutu’er i hvid og lyserød, da jeg præsenterede hende for hvilken slags ballet cupcakes jeg havde intentioner om at lave.

De er meget simple at lave. Start med at dække en cupcake med lidt ganache, gerne lidt højere på midten. Rul fondant lidt tyndt ud og udstik 1-2 store cirkler i fondant der dækker din cupcake, og lav bølger i fondanten med en tandstik. Udstik derefter en lidt mindre cirkel i fondant og lav også bølger med en tandstik i denne. Læg dem lagvis oven på cupcaken med MEGET LIDT vand eller spiselig lim, mellem hvert lag. Til toppen rulles fondanten lidt tykkere og der udstikkes et hjerte. Skær 1/4 af bunden af hjertet og lim det fast oven på tutu’en, i lidt buet form. Sæt evt. noget bag toppen for at støtte mens den tørrer lidt, jeg satte små tyller for at de ikke væltede. Pynt kanten mellem toppen og tutu’en med bitte små rullede kugler eller små spiselige perler.

 

Moulden til tåspidskoen har jeg haft liggende i flere år uden at få brugt, da Cathrine valgte at stoppe med ballet en årrække og kaste sig over cheerleading i stedet. Så det var rart at kunne få den afprøvet nu hvor balletten er taget op igen. Husk at ligge moulden i fryserne ca. 10 minutter, efter du har puttet fondanten i. Så er det meget lettere at få de små sko ud, uden at formen ændres.

 

Opskriften jeg har brugt til disse total lækre cupcakes er den delikate chokoladeballade af Anne au chocolat, denne gang med Dulcey ganache. Vi elsker den chokoladekage, og den lækre karamelchokolade Dulcey fra Valrhona, er heller ikke til at stå for.

 

 

Follow my blog with Bloglovin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *